wawawiwa

Jeg er i et ekstremt mærkeligt humør for tiden. Jeg er ikke glad, jeg er ikke ked af det, og jeg er egentlig slet ikke sur. det mundede så ud i, at jeg igår, efter en rigtig god aften blev helt befippet og "made a scene" da jeg forlod byen, vraltende hjem i mine ankelstøvler. Jeg græd da jeg kom hjem, og jeg stod ikke op før klokken fire i eftermiddags. Hvorfor har jeg det lidt svært ved at bestemme mig for. Jeg ville bare gerne have været den der fik den mulighed, og så ville jeg godt veje 34040kg mindre. For hvordan kunne jeg dog tro det ville komme til at ske? Jeg er jo "Bare mig". uinteressante, nederen mig. Idag føler jeg mig åndssvag over den måde jeg gik hjem på. Og hele vejen håbede jeg hun gad prøve at fange mig på vejen. Jeg havde jo bare brug for at snakke med hende.
Jeg føler mig så ubeskrivelig dum. Som om jeg er et 12-årigt barn. Jeg er næsten voksen, men jeg føler mig som een baby, der skal bæres rundt på.