Sådan et "mig-moment."

Vær beredt. Her kommer en hel smøre.

Igår var jeg på A-bar i KBH. Det var meget fint. Nogle dejlige drenge jeg kender var DJs og nogle andre dejlige drenge, som jeg kender lidt, spillede live musik. Og stedet var propfyldt med mennesker fra mit gymnasium. Men bare ikke lige dem jeg havde lyst til at snakke med, og selvom vi spillede bordfodbold med en rigtig sød sort mand, og hans meget hvide kompagnon, så dalede mit humør proportionalt med antallet af skanks med bare ben, hul-korte kjoler og problemer med at gå i deres "heels" (2cm) jeg så.
Så da vi endelig fandt de fantastiske mennesker fra vores klasse var jeg ret nederen. Og på cirka samme tidspunkt bestemte bartenderne at nu måtte folk altså kun købe én drink af gangen, og at de skulle drikke den oppe i baren og at hvis mindreårige blev set med en drink/øl/cider i hånden, så ville de blive smidt ud. Bom. Så der stoppede mit alkoholforbrug. For jeg er kun 17. To måneder fra at blive 18.
Så da klokken var et besluttede jeg mig for at tage hjem, så jeg fik min iPod ud af Papis jakke, og så stod vi og havde en diskussion om hvorvidt hun skulle tage med mig hjem. Jeg prøvede at overbevise hende om at hun ikke behøvede tage med mig, for jeg skulle jo ikke bestemme hvornår hun skulle stoppe med at have det sjovt. Hun blev ved med sin MEGET u-overbevisende tale om at hun altså godt kunne tage med hvis det var. Det endte med jeg bare sagde: farvel og gik derfra mens jeg kunne høre hende sige: Men så ses vi bare, ikke?

Ser du, jeg ved godt det ikke var antallet af skanks, alkoholforbuddet eller det faktum at hendes 'kæreste turned eks-kæreste turned "secret" lover' frastøder mig med sin laden-som-om og konstante berøring, der gjorde at jeg ikke havde det sjovt. Jeg vidste det inderst inde fra da vi tog toget derind. Men jeg indrømmede det først for mig selv da jeg sad i natbussen på vej hjem og hørte alt det musik der får mig til at tænke på ham. Akustisk guitar og nøgne stemmer.
Det fik mig til at glemme pigen der kastede op nogle pladser væk fra mig og den mystiske mand der skiftede plads for at sidde bag ved mig, og enten prøvede at stjæle min stiletter, som jeg havde lagt på sædet ved siden af mig, eller bevidst ragede på mig igennem den lille revne mellem sæderne.
For da jeg sad der alene i mørket i 97N og hørte 'Yes I'm Cold' og en masse Oren Lavie, så nød jeg livet. Selvom jeg lige var blevet tilsidesat til fordel for et late-night-bang, så sad jeg og smilede sløvt hele vejen hjem. For han er egentlig ret fantastisk. Og at jeg kan føle sådan en kold oktober nat det må være tegn på at jeg burde få det ud af mit system snarest muligt.