MÆND!

Okay. Forklaring på drunken post.
Min bedste veninde, Papi, gjorde det endelig ordentligt forbi med kæreste-turned ekskæreste-turned secret lover, dagen før jeg hold fødselsdag sidste lørdag. Han valgte at komme alligevel og var selvfølgelig et røvhul. Hele ugen har han så chikaneret hende med truende og/eller bare forfærdelige sms'er. Hun har været god til at overse det. ikke engang rigtig vred, bare mere klar over at han bare aldrig skal ind i hendes liv igen.
Igår mødte vi ham i byen. Han spurgte om de ikke kunne snakke alene, og hun fortalte ham at han måske skulle forstå en hentydning, og at hun ikke gider snakke med ham. Bom. Fem minutter efter får hun en sms. "Møgluder". Jeg stormer afsted med det samme jeg har læst den. Efter ham. Ligeglad med hvor meget fængsel jeg kan få. Han flygter. For tilsyneladende er han en lille pige.
Jeg skriver til ham hvad fanden han bilder sig ind. Vi ping-ponger. Han med beskeder fyldt med had, mig med beskeder fyldt med sarkasme. Jeg skrev på et tidspunkt: "Det jeg siger er sådan Papi har det. Forstå det. Det kommer aldrig til at blive okay igen. Og hvis der er nogen der er en møgluder, så er det da helt sikkert dig. :)" Så fik jeg den her:
"Bla bla bla. Hvor er du ynkelig at høre på. Du har aldrig haft en kæreste, og du kommer ikke til at få det de næste mange år, så du aner ikke hvad du snakker om. Også der er du stadig et barn. Du kommer aldrig til at træde ud af skyggen. Men det er sikkert også fordi du ikke har haft en god familie at vokse op i"

Jeg sad i chok. Viste den til Papi. Det fredeligste menneske i verden. Hun gik amok. Jeg rystede på hænderne af vrede. Hvad laver idioten? Han kender ikke min familie. Har mødt min "farmor" en gang. Jeg har en fantastisk familie. Den er langt fra perfekt, det ved jeg godt, og jeg er også pisse ligeglad.
Og nej, jeg har aldrig haft en "rigtig kæreste". Jeg har ikke behovet for det. For at binde sig. Det har nogen, og det er fjong. Men det har jeg altså ikke. Jeg kan jo også se hvor forfærdeligt det går hver gang. Næsten hver gang. Og det er røvhullet jo et sørgeligt lysende bevis på.
Jeg har lyst til at slå på ting.